søndag den 10. februar 2008

Schnitzel und Schnaps zweitausendundacht

I fredags var der blevet arrangeret et lille arrangement, vi kalder Schnitzel und Schnaps. Festen foregik i et af de andre danskerhuse. Hele konceptet er forholdsvis simpelt; spis schnitzler mens du drikker snaps. I alt mødte 29 danskere op til dette fine arrangement, så der skulle steges en fandens masse schnitzler. Det lod jeg de mere køkkenvante til og valgte istedet at drikke øl og skabe stemning, da det nu engang er det jeg gør bedst. Som altid til vores små dansker-get-togethers, startes middagen med en sildemad med vaskeægte rugbrød. Og som altid smager det ikke nær så godt som hjemme i Danmark, men med en Aalborg Akvavit on the side, gled den alligevel ned. Desværre kunne vi kun få fat i 1 flaske snaps, så da vi nåede til schnitzlerne, var der ikke mere tilbage. Heldigvis havde vi masser af det næstbedste schnitzel akkompagnement, nemlig øl, så aftenen kunne fortsætte uden de store problemer. Da vi nåede til desserten, var alle for fulde til dessert, så den sprang vi over. Istedet brugte jeg lidt tid på at snakke med nogen af alle de nye danskere, der er kommet til Fernie. Der er efterhånden så mange at det ikke er til at holde styr på. Senere røg vi så i byen, hvor vi rendte ind i vores nye naboer, et par svenskere. Vi har endnu ikke helt styr på, hvor mange de er, men de er i hvert fald 3 og den ene hedder Björn. Jeg tror nok vi fik aftalt at vi måtte arrangere en lille velkomstfest til dem på lørdag, så vi lige kan få hilst på dem ordentligt.

Lørdag var der så selvfølgelig dømt hviledag, så der blev dømt sofa og film. Idag fik jeg slæbt mig op til bjerget, men fortrød dog hurtigt. Vejret har været meget lidt spændende idag. Temperaturen har været meget høj, hvilket har resulteret i slud og regn hele dagen. Efter første tur med liften, var vi drivvåde, så vi blev enige om at tage en enkelt tur, når vi nu alligevel var kørt hele vejen derop, og så køre hjem igen. Det regner stadig, men forhåbentlig falder temperaturen i nat, så det bliver til sne istedet. Hvis ikke forholdende er uhyggeligt gode imorgen, tager jeg nok en hviledag til. Jeg har været så uheldig at forvride min ankel, hvilket desværre betyder at jeg skal være meget forsigtig med mine toeside sving. Det er dog allerede blevet betydeligt bedre på ganske få dage, så det burde være i orden i løbet af ingen tid.
Ellers er det jo efterhånden tid til endnu et besøg fra Danmark. På fredag kommer Claus, som skal være her 1 måned, og mine kære forældre, som skal være her i 2 uger, forbi. Claus har fået fedtet sig ind her, så hvis han kan sove nogenlunde lydløst, har han fået lov til at sove i ekstrasengen, der står nede hos mig og Jacob. Ellers må han sove på sofaen. Mine forældre har været så fornuftige at booke værelse på Stanford Inn, som har kæmpe pool og vandrutsjebane. Forhåbentligt kan jeg så få fedtet mig ind der. Til jer, der er interesserede, har jeg fundet en lille video, hvor vores allesammens yndlings jyde CC, giver en lille guidet tour i huset.


1 kommentar:

Anonym sagde ...

Dit lille svin! Jeg er sgu da herre meget mere yndlingsjyde nr. 1!!!!!