I survived the terror that is Lake Louise

Tænkte jeg hellere lige måtte opdatere jer med hele strandet-langt-hjemmefra situationen. Vi er nu vendt hjem til Fernie igen. Dog uden bil. Det hele startede godt. Med bilen altså. Vores plan var et køre til Radium hot springs, og derfra videre til Lake Louise. Vi lavede dog også en enkelt afstikker til Kimberley, da vores liftkort også gælder dertil. Det var ikke specielt fedt. Alt for familievenligt og alt for lidt sne. Vi fortsatte så videre til Radium. Vi havde regnede med lækre varme kilder, istedet fik vi en udendørs opvarmet pool. Det var ikke helt hvad vi havde regnet med, men det var da lækkert alligevel. Kort efter vi kørte fra Radium begyndte problemerne dog. Midt på en meget kedelig og meget lang vej begyndte en advarselslampe at lyse, og vi kunne konstatere at temperaturen på motoren steg voldsomt. Vi holdt ind til siden og opdagede at der ikke var mere kølervæske på bilen, og selvfølgelig havde vi ikke noget ekstra med. Vi tænkte kreativt og fandt en vandpyt i vejkanten, så ved hjælp af coladåser, fik vi fyldt vand på bilen og fortsatte så. I 10 minutter. Så begyndte den at brokke sig igen, så vi måtte igen ud og tappe den nærmeste vandpyt for vand. Den næste time gik nogenlunde smertefrit, men eftersom det var gået lidt for nemt før, måtte vi selvfølgelig lige ind til siden en sidste gang, med selvsamme problem. Denne gang var vi dog kommet så højt op, at vandpytterne i vejsiden, var byttet ud med sne. Så der stod vi, midt i et bjergpas, langt væk fra alting, uden væske at smide på bilen. Og dog, for man har jo næsten altid væske på sig. Jonas havde i hvert fald, så han tissede i en flaske og det blev smidt på bilen, så vi kunne fortsætte. Der er dog ikke meget guf i Jonas' urin, så det varede ikke længe før motoren igen blev varm, men vi havde ikke andet valg end at fortsætte. Vi var heldigvis nået til Lake Louise, så vi skulle bare finde et sted at bo. Vi fandt et hostel, hvor vi skyndte os at smide det bagage vi havde og smuttede så ud for at få noget mad og nogen jugs.
Dagen efter fik vi så transporteret bilen til en mekaniker og han mente bestemt ikke at det var forsvarligt at køre nogen som helst steder i den bil. Så vi måtte efterlade den, og uden bil var der ikke mulighed for at komme op på bjerget, så resten af dagen blev brugt på hostelet, med bordfodbold, pool, en enkelt tur i saunaen, samt selvfølgelig en masse tanker om, hvordan vi nu skulle komme de 400 km hjem. Valget faldt på greyhound, da der ikke rigtig var andre muligheder. Vi besluttede at tage hjem dagen efter, om eftermiddagen, så vi lige kunne nå et få nogen timer på bjerget i Lake Louise. Det var dog heller ikke den store succes. Området var rigtig lækkert og noget større end Fernie. Det mindede lidt mere om et europæisk område. Men der var ikke specielt meget sne, og pisterne var lidt isede. Deres park var dog rigtig fed og meget større end i Fernie. Især det wallride de havde fik jeg brugt lidt tid på, og vi fik nogen fine skud med videokameraet. Men vi vendte snuden hjemad, og vendte langt om længe tilbage til gode gamle Fernie, hvor der er sne i rigelige mængder, ingen is på pisterne og overhovedet ingen mennesker. Det er bare bedre. Og selvom vi nu har nået April kan det stadig lade sig gøre at få pudderdage. For ikke så længe nåede vi op på 10 meter, og hvis vi bare får en enkelt dag til med sne, runder vi 11 meter. Der kommer lidt billeder op af turen en af dagene og hvis alt går vel, også lid video vi har optaget.

På onsdag er det Hotdog Day. Det er en dag vi alle ser utroligt meget frem til. Det er en hyldest til de glade 80'ere, så alle bliver opfordret til at klæde sig derefter. Jeg har været ude og investere i et herligt outfit, der hovedsageligt består af strik. Men alt det kan I se meget mere til, til den tid.

Ellers kan jeg nævne at Ghostriders har spillet deres sidste finalekamp i aften, som endte 2-1 på udebane mod Kamloops Storm. Dermed er vi blevet KIJHL mestre, og er dermed gået videre til Cyclone Taylor Cup, som løber af stablen i Kimberley, fra d. 3. til d. 6. April. Jeg har ingen idé om hvad det går ud på, men jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdateret.

Coming to you live from Lake Louise, Alberta

Lige en lille update fra Canada. Søndag blev vi enige om at tage på road trip til Lake Louise den efterfølgende dag. Nu sidder vi så i Lake Louise. Og bilen... er død. Den kan ikke repareres, og derfor sidder vi nu 400 km hjemmefra, og kan ikke komme hjem. Fortsættelse følger.

10 meter!

Så skete det endelig. Vi har længe gået og satset lidt på at vi skulle nå at få 10 meter sne i år, og tirsdag skete det så endelig. Som nogen af jer måske husker, var der dømt Paddys day og druk mandag, og ud af det fuldstændigt ligegyldige indlæg jeg lavede sidst, kan I måske læse at jeg allerede på det tidspunkt var selskabeligt overrislet. Det blev, underligt nok, værre og værre i løbet af aftenen, men selvom jeg var i usædvanligt højt humør da jeg forlod The Central kl 2 om natten, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at ingen tømmermænd skulle holde mig tilbage den næste morgen. Sneen væltede ned, så jeg satte vækkeuret til kl 7, så jeg kunne komme så tidligt ud af døren som muligt. De andre havde åbenbart været ligeså glade for Guiness som mig, så jeg måtte trave op til skibussen helt alene, mens de andre lå i deres varme senge og sov. Der skulle forfærdelig meget disciplin til ikke at hoppe tilbage under dynen, og det var meget svært at holde sig vågen på køreturen op til bjerget. Men da jeg så endelig kom derop, og kunne stille mig i liftkøen, der var overraskende lille, steg humøret en anelse. Jeg checkede tavlen, de har stående ved alle lifter, for at se, hvor meget sne, der egentlig var faldet. 26 cm frisk sne natten over, hvilket bragte os op på et totalt snefald på 999 cm. Et flabet tal når vi så længe har stræbet efter 10 m, men da det stadig sneede voldsomt blev jeg enig med mig selv om, at vi nok havde rundet de 10 m alligevel. Køen begyndte langsomt at vokse bag mig, men da de endelig åbnede, kom jeg med den 5. stol op, og drønede derefter ned til Great Bear, der skulle føre mig videre op til toppen og 2 bowls fyldt med uberørt pudder. På turen ned til liften, kørte jeg i 15 cm frisk sne, midt på pisten! For enden af Great Bear har man som sagt 2 bowls; Lizard og Cedar. Der skulle tænkes hurtigt, for ulempen ved puddersne er, at det hurtigt bliver ødelagt. Jeg besluttede mig for Cedar, da jeg derved kunne få en længere og mere alsidig tur. Så jeg skyndte mig afsted ad det lille transportstykke, der fører til Cedar, men så mig nødsaget til at køre af lidt før, da der var et fuldstændig uberørt treerun. Så istedet for at køre et dødssygt, fladt transportstykke, fik jeg en lækker tur ned gennem skoven, med sneen flyvende omkring mig. Tømmermændende sad dog lidt bedre fast i kroppen end jeg lige havde regnet med og balancen var ikke helt som den skulle være. Jeg væltede og jeg væltede meget, men da jeg lige fik vænnet mig til sneen, gik det hele lidt bedre. Da jeg kom ud af skoven, stadig uden at have mødt et eneste menneske, fik jeg et stort bredt stykke, hvor jeg også fik first tracks. Lidt længere nede, efter 10 minutters kørsel, stødte jeg dog desværre på nogen mennesker, men et skarpt sving til højre, fik mig ikke kun væk fra dem, men placerede mig også på toppen af et lille smalt stykke, formet som en halfpipe. Her måtte jeg selvfølgelig også lige ned og kigge. Efter et par minutter forsvandt det dog, og jeg måtte igen "nøjes" med et stort åbent område, stadig first tracks og stadig ca 30 cm sne. Det er uden tvivl en af de bedre ture jeg har haft herovre, især fordi jeg kørte hele stykket helt alene, pånær mit lille encounter med de fremmede, og jeg stødte ikke på et eneste spor på hele turen. Nå, men jeg stod i bunden af Haul back T-liften og for enden af den, kan man som regel også få nogen rigtigt lækre ture mellem træerne, så det var selvfølgelig planen nu. Hurtigt oppe og hurtigt ind mellem træerne, hvor jeg for anden gang stødte på et menneske og så ovenikøbet en ski patrol, og også her kørte jeg first tracks. Ude af skoven og ned på en ganske normal pist, hvor jeg også kørte first tracks. Hvis det sner herovre, gider de nemlig ikke bruge tid på at præparere pisterne, så de får bare lov til at stå som de er, fyldt med sne. Her endte jeg ved Bommerang chair, der kører lige ved siden af et stort område med træer, og hele vejen op, kunne jeg kigge ind mellem træerne og se enorme mængder uberørt sne. Der var begyndt at komme lidt flere mennesker, dvs. jeg så 3-4 stykker på vej op med liften, men alligevel var der masser af muligheder for at friske linjer, så naturligvis måtte jeg også lige ind tur ned igennem der. Formen var ved at blive betydeligt bedre, efter at de første 6-7 faceshots havde kølet mit trætte ansigt ned, og de værste rester af alkoholen var blevet svedt ud, så jeg gav lidt mere gas og fik lidt luft under boardet, ved at tage et par drops. Op med Haul Back igen, og over på det andet bjerg, for at se hvad det kunne tilbyde. Her stødte jeg på Mads og Magnus, som bor på 12th avenue. De havde lige kørt Surprize, en "piste", og insisterede på at jeg kom med derover, da det bare var helt fantastisk. En piste herovre er et vidt begreb. For det første behøver der ikke at køre en lift hen til det pågældende område. Man kan sagtens risikere at skulle gå lidt for at komme hen til dem. For det andet er de ikke nødvendigvis markerede og for det tredje er der absolut ingen garanti for at de nogensinde har været præpareret. Surprize opfylder alle 3 krav. Hvis man dog kan holde sig på det spor "der fører hen" til kan man køre hele vejen, istedet for at gå. Der kører nemlig ikke noget decideret spor derhen. Man skal køre tværs over en bowl for at komme hele vejen derhen, og du er derfor afhængig af de spor andre folk har lavet, da de kørte derover. Det kan være en tricky affære at holde sig på et spor, der ikke er meget bredere end det board du kører på, især når sneen er løs og stien er godt fyldt med buler, men det gør jo heldigvis bare at der er færre der forsøger og dermed er sneen ikke ligeså opkørt som så mange andre steder. Vi fik kæmpet os hele vejen henover Timber bowl og begyndte så nedturen. Og jeg må sige det var optur. Høhø, fik I det lille ordspil? Vi startede med at køre et rimelig smalt stykke med masser af træer. Her var sneen ikke for god, og træerne stod tæt, så den tog vi helt stille og rolig. Herefter kommer der et åbent stykke med 2 drops på en lille meter hver. Lækkert lige at køre udover og lande i det blødeste sne, der hvirvler op. Her drejede vi igen ind i skoven og fortsætte hele vejen ned til bunden, med det friskeste sne. Derefter nuppede vi lige en enkelt tur ovre i Cedar, men på dette tidspunkt, var det mere en overlevelsestur for mig og min meget trætte og tømmermændsramte krop, så jeg fik overtalt Mads til at køre i bund og smutte på Kelseys, hvor burgerne er store og en cola koster 2 dollars inklusiv gratis opfyldning. Og så hjem og snuppe en lur, hvorefter vi smuttede i byen igen. Måske ikke den bedste idé, men heldigvis var der rimelig dødt overalt, så det blev ikke så vildt.
Igår følte jeg at jeg havde brug for en hviledag, så jeg sov længe og valgte derefter at gøre hele hytten ren. Vi taler støvsugning, skurre lokum, hele svineriet. Jacbos far kom forbi og skal bo her i et par dage, så jeg følte måske at her burde være nogenlunde pænt når han kom. Aftenen bød på hockey, som mig og CC efterhånden er blevet meget engagerede i. Vi er nået hele vejen til slutspillet, og med en sejr igår, kunne vi komme i semifinalen. Dernede mødte vi nogen af de andre danskere, og vi fik nogen udmærkede pladser, lige foran isen. Som sædvanlig når os danskere bliver samlet, gik der druk i den og inden 1. periode var overstået, sad vi alle og sang slagsange og lavede bølger. Vores enorme opbakning hjalp tydeligvis, for vi løb af med en 3-2 sejr og er hermed i semifinalen. Gooooooo RIDERS! Sejren skulle fejres og vi røg igen i byen, så idag var atter en hviledag. Imorgen bliver det dog forhåbentlig pudderdag og vi regner derfor med at stå klar ved liften når de åbner kl 9. Om aftenen er der stor fest hos danskerne på Ridgemont, så weekenden er nok også dedikeret til afslapning og double cheeseburgers fra McDonalds. Ellers ikke meget mere for denne gang. Der kommer nok en opdatering med rapport fra dagen imorgen, både snemæssigt og festmæssigt, og I vil selvfølgelig også blive holdt opdateret med, hvordan det går for vores allesammens Fernie Ghostriders.

Powder powder powder Paddy

WooHoo, sneen er tilbage! Det har sneet næsten uafbrudt hele weekenden, så selvom der har været mange mennesker og weekenden normalt er dedikeret til hvile og druk, har vi været ude og køre en fandens masse "first tracks" i den åh så fine canadiske pudder. Jamen der er ingen grænser for, hvad den slags kan helbrede. Har du tømmermænd? Spænd boardet på, kør et par sving og mærk den iskolde sne ramme dit ansigt, og pludselig er du på tip-toppen igen. Tag en AIDS-ramt og kast ham ud i 20 cm frisk, tør, canadisk puddersne og han vil blive helbredt. Forfrossen, men helbredt. Narkomisbrug, SARS, nyrenbækkenbetændelse, George Bush? Frisk pudder, frisk pudder, frisk pudder og.... yup, frisk pudder + måske en lille røvfuld til den sidste. Lige da alt håb var ovre, om nogensinde at skulle stå ansigt til ansigt med uberørte bjergsider igen, begyndte det at sne. Vi ved ikke, hvor længe det holder og om vi overhovedet får mere sne denne sæson, men who cares, for lige nu er der rigeligt, og så må vi tage problemerne til den tid. Og så lover jeg at der ikke bliver fablet mere om sne. For denne gang.

Mandag er det blevet, og dermed meldte Claus' hjemkomst sig. Han insisterede på at jeg skulle hjælpe ham med at bære hans bagage op til bussen kl 11 imorges! Manden har fuldstændigt mistet den. Han synes åbenbart at mig og Jacob skulle have lidt ekstra for pengene i nat og valgte derfor at ligge og hoste en god times tid, inden han rykkede op på sofaen for at give os andre fred. Og det er jo ganske betænksomt, men når man holder folk vågne den halve nat, skal man ikke stå og hive dem i storetåen kl 10 om morgenen. Så skal man lade dem sove i fred skal man. Den slags sociale spilleregler kan Claus ikke indrette sig efter, så jeg måtte stå op og slæbe hans ski og støvler hele vejen op til Best Western, hvor en bus ville hente ham. Det gjorde jeg dog med glæde, med den viden, at jeg i nat kan sove fuldstændig uforstyrret. Og for at være helt sikker på at jeg kan sove trygt, har jeg selvfølgelig tænkt mig at tage ud og drikke mig tosset i aften. De 2 første øl er allerede indenbords og der er masser endnu. Idag er det dog ikke bare for sjov at vi drikker. Idag er jo en af de smukkeste helligdage, den eneste helligdag der virkelig betyder noget, hvis I spørger mig. Idag er St. Patricks day, og for jer der ikke lige er med, kommer der en hurtig oversigt over hele konceptet "Paddys day" lige her:

Sankt Patrick er Irlands skytshelgen(født omkring 386 og formodes at være død 17. marts antagelig i år 493 skønt tidligere antagelser skønnede hans død til omkring 465). Derfor fejrer irlændere over hele verden, d. 17. marts, med druk.

Det var det. Ge-ni-alt koncept. En helligdag der kan beskrives med så få linjer, er uden tvivl værd at fejre. Alle kan historien, og alle kan drikke sig fulde. Det kan simpelthen ikke gå galt. For dem der kan lide at tingene er lidt mere komplicerede, kan jeg tilføje at det giver ekstra point at iføre sig grønt tøj, makeup, hår, whatever. Bare det er grønt. Orange giver også ekstra point, men hold dig hovedsageligt til det grønne. Og hav altid, og der menes altid, en Guiness på dig. Rødhårede og blege mennesker får automatisk ekstra point. Og råb så højt du kan. Bum bum, så er du klar. Tidsforskellen betyder dog at du højst sandsynligt ikke når at være en del af festivitasen denne gang, men så er du forberedt til næste år. Prøv det, det er guld værd.

Det var ufattelig meget tekst, der giver et ufatteligt dårligt indtryk af, hvad der egentlig sker herovre. Men men men, frygt ej. Som de kloge siger, siger at billede mere end tusinde ord, så derfor er der atter engang smidt rigtig mange rigtig dejlige billeder op. Jeg har sørget for at alle albums der er blevet opdateret ligger forrest. Dem du bør gå efter er dem med datoen 17/03/2008 og 14/03/2008. Det er i hvert fald de nyeste, så med mindre at du er fuldstændig ligeglad med, hvad jeg render og laver, har du jo nok kigget på alle de andre ik'? Fint, så fik vi det på plads.

EDIT: Efter utallige opfordringer om ekstramateriale (du ved, hvem du er), vælger jeg hermed at bringe et ca 2 måneder gammelt videoklip, fra den dag, vi herovre, kalder "The Switcheroo". Det viser mig og Simon i et voldsomt dødsløb. På ski! Enjoy.



EDIT NR. 2: Den her går ud til Claus. Sneen vælter stadig ned. Jeg er skidefuld, men sneen vælter ned. Det bliver den syge pudderdag imorgen. Dit yndlings stykke, de mange pister der ligger under liften uden fodstøtte, er fyldt med ufattelig mængder frisk pudder imorgen. Velkommen til kedelige Danmark!

Så gik der pludselig en måned....

...og ingen ved, hvordan den gik så hurtigt. Det har nok været fordi mine forældre har været på besøg. Tiden går jo som bekendt stærkt i godt selskab, og kan man forestille sig noget bedre selskab, end sine elskede forældre. Så fik man lige scoret et par billige point der. Dobbelt op på julegaverne i år. WooHoo! Nå, men som sagt har der været besøg. Både fra de gamle, som dog stadig er yderst ungdommelige og hippe, og fra Claus, som jeg ikke helt er sluppet af med endnu. Han har kun en lille uge tilbage. Han smutter hjem på mandag, og gudskelov for det. Claus i sig selv er et yderst behageligt og rart menneske, men når han sover.... Fy for satan. Der bliver prustet, snorket, stønnet, talt, grint og, hvis vi er rigtig heldige, hostet. "Vi", er mig og Jacob. Vi har været så snu at placere ham strategisk korrekt, midt imellem os, så vi begge kan få noget ud af det. Men så dum er man jo desværre engang imellem.
Mine kære forældre forlod mig 2 ugers tid siden. Den præcise dato er svær at kalde frem fra min hjerne, der efterhånden er skrumpet ind til det rene ingenting, efter 3½ måned uden andet, end druk og tjek af div. snerapporter. Det med at tjekke vejret var egentlig efterhånden lagt på hylden, for vi vidste alligevel at det ville blive sne, men sådan som vejret har set ud den sidste 1½ måned, bliver den tjekket mere end nogensinde. Foråret er desværre på vej, og dermed er der åbenbart ikke plads til snevejr. Der har været utroligt meget solskin, mere end vi nogensinde havde regnet med at se herovre, for sol er ikke det de gør sig mest i, men problemet med sol er jo at det varmer. Og det er jo egentlig ikke et problem i sig selv. Det er næsten rart at få lov til at smide lidt af tøjet, når man har været pakket ind i skitøj så længe. MEN, problemet med varme, som egentlig ikke er det rigtige problem, er at sne ikke har så godt af varme. Og det er heri problemet ligger. For sol, som giver varme, smelter sneen, som kræver kulde. Og nogen vil måske mene at med et snowpack på næsten 3½ m, kan det umuligt være det store problem. Og det er jo heller ikke fordi at solen har fået kæmpet sig ned igennem den enorme mængde sne vi har herovre. Men den sne der ligger øverst, bliver utroligt blød og slushy. Som slush ice. Har I nogensinde prøvet at køre snowboard i et glas slush ice? Det er noget skidt. Vi har nogen udmærkede dage, men det er ikke som før i tiden, hvor vi kunne regne med at få et sted mellem 10 og 40 cm, hver nat. Det er nemlig problemet med Canada. Man bliver så forbandet forvendt. Havde man nu været på en uges ferie i de franske alper, havde det været ufatteligt gode forhold. Men herovre ved vi at det kan gøres bedre. Alligevel kan man dog næsten ikke tillade sig at klage. Vi har haft en ufattelig god sæson. Indtil videre har vi fået 920 cm sne i alt, hvilket må siges at være nogenlunde okay. Hveranden dag har været pudderdag, hvilket kræver min. 10 cm natten over. Og i gennemsnit har vi haft en super pudderdag om ugen, hvilket kræver min. 30 cm. Men de dage er, desværre, nok long gone. Istedet kører vi rundt på pisten og hygger os, eller smutter i railparken og kører lidt der. Al fritiden går dog som sædvanlig. Med film på sofaen og en forfærdelig masse druk i byen. I tirsdags var vi til Nicks fødselsdag i danskerhuset. Tirsdag er jo som regel også bingo, men det nåede vi desværre ikke i tirsdags. Jeg havde ellers håbet på at jeg lige kunne nå at bevise for Claus, at jeg sagtens kan vinde i bingo. Den første aften jeg havde ham med til bingo, valgte han at pisse mig op og ned af ryggen, ved først at vinde i bingo. Efter 5 minutter. På det tidspunkt havde jeg spillet bingo i 2½ måned, uden at vinde én eneste gang! Han går ind og vinder hans første spil! Og det er jo rimelig svinsk i sig selv. Men derudover får han også tildelt et kælenavn af dj'en/bingo ministeren. Det lyder sikkert ikke enormt overvældende for jer derhjemme, men for os hardcore bingo spillere, er dét at få et navn til bingo, ligesom at vinde VM i fodbold. Det er det højeste du kan opnå. Jeg bad dog en stille bøn til at det bare var denne ene aften, og alt ville være glemt tirsdagen efter, men ak nej. Vi fik slæbt os derned igen, og vi nåede dårlig nok at bestille en øl, før Claus blev genkendt. "Oh guys! It's the Giant Humongous(Claus' bingo navn)". Dernæst følger så hans lille show, sammen med Dalton, som er hans bingo buddy, hvor de drikker om kap og Claus så taber. Igen virker det nok ikke som noget, men behøver at være forfærdelig misundelig på, men det er kun meget få der bliver genkendt til bingo. Onsdag var der så atter engang fest hos danskerne, med efterfølgende bytur. Igår var festen rykket herhjem. Det blev dog ikke helt så voldsomt som det skulle have været. Delvist pga. træthed, men også fordi vejrudsigten lovede os sne. Det gør den så tit, uden at der sker noget, men denne gang var den god nok. Vi stod op til det dejligste snevejr idag, og skyndte os derfor afsted for at få lidt af den lækre pudder, mens den er her. Hvis vejrudsigten holder, skulle det også gerne blive sne de næste par dage, så selvom der er arrangeret fest igen i aften, kan det godt være at det bliver stille og roligt. Der vil i hvert fald blive holdt godt øje med himlen, og falder der det mindste snefnug, er det direkte hjem i seng, så vi kan være klar til imorgen.

Men ellers er der vist ikke mere at fortælle. Jeg har fået uploadet en masse nye billeder, og arbejder stadig på at få flere op, men som så ofte før, er nettet ikke meget stabilt i øjeblikket, så det kan godt være at der går 1 dag eller 2, før de sidste er klar. Som altid, vil de nyeste billeder være at finde i diasshowet, i højre side, men da de ligger i forskellige mapper, så sørg for lige at klikke på "Batmads2004s offentlige galleri" og tjek datoerne på de albums der ligger der. Så er I sikre på at få det hele med.