10 meter!

Så skete det endelig. Vi har længe gået og satset lidt på at vi skulle nå at få 10 meter sne i år, og tirsdag skete det så endelig. Som nogen af jer måske husker, var der dømt Paddys day og druk mandag, og ud af det fuldstændigt ligegyldige indlæg jeg lavede sidst, kan I måske læse at jeg allerede på det tidspunkt var selskabeligt overrislet. Det blev, underligt nok, værre og værre i løbet af aftenen, men selvom jeg var i usædvanligt højt humør da jeg forlod The Central kl 2 om natten, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at ingen tømmermænd skulle holde mig tilbage den næste morgen. Sneen væltede ned, så jeg satte vækkeuret til kl 7, så jeg kunne komme så tidligt ud af døren som muligt. De andre havde åbenbart været ligeså glade for Guiness som mig, så jeg måtte trave op til skibussen helt alene, mens de andre lå i deres varme senge og sov. Der skulle forfærdelig meget disciplin til ikke at hoppe tilbage under dynen, og det var meget svært at holde sig vågen på køreturen op til bjerget. Men da jeg så endelig kom derop, og kunne stille mig i liftkøen, der var overraskende lille, steg humøret en anelse. Jeg checkede tavlen, de har stående ved alle lifter, for at se, hvor meget sne, der egentlig var faldet. 26 cm frisk sne natten over, hvilket bragte os op på et totalt snefald på 999 cm. Et flabet tal når vi så længe har stræbet efter 10 m, men da det stadig sneede voldsomt blev jeg enig med mig selv om, at vi nok havde rundet de 10 m alligevel. Køen begyndte langsomt at vokse bag mig, men da de endelig åbnede, kom jeg med den 5. stol op, og drønede derefter ned til Great Bear, der skulle føre mig videre op til toppen og 2 bowls fyldt med uberørt pudder. På turen ned til liften, kørte jeg i 15 cm frisk sne, midt på pisten! For enden af Great Bear har man som sagt 2 bowls; Lizard og Cedar. Der skulle tænkes hurtigt, for ulempen ved puddersne er, at det hurtigt bliver ødelagt. Jeg besluttede mig for Cedar, da jeg derved kunne få en længere og mere alsidig tur. Så jeg skyndte mig afsted ad det lille transportstykke, der fører til Cedar, men så mig nødsaget til at køre af lidt før, da der var et fuldstændig uberørt treerun. Så istedet for at køre et dødssygt, fladt transportstykke, fik jeg en lækker tur ned gennem skoven, med sneen flyvende omkring mig. Tømmermændende sad dog lidt bedre fast i kroppen end jeg lige havde regnet med og balancen var ikke helt som den skulle være. Jeg væltede og jeg væltede meget, men da jeg lige fik vænnet mig til sneen, gik det hele lidt bedre. Da jeg kom ud af skoven, stadig uden at have mødt et eneste menneske, fik jeg et stort bredt stykke, hvor jeg også fik first tracks. Lidt længere nede, efter 10 minutters kørsel, stødte jeg dog desværre på nogen mennesker, men et skarpt sving til højre, fik mig ikke kun væk fra dem, men placerede mig også på toppen af et lille smalt stykke, formet som en halfpipe. Her måtte jeg selvfølgelig også lige ned og kigge. Efter et par minutter forsvandt det dog, og jeg måtte igen "nøjes" med et stort åbent område, stadig first tracks og stadig ca 30 cm sne. Det er uden tvivl en af de bedre ture jeg har haft herovre, især fordi jeg kørte hele stykket helt alene, pånær mit lille encounter med de fremmede, og jeg stødte ikke på et eneste spor på hele turen. Nå, men jeg stod i bunden af Haul back T-liften og for enden af den, kan man som regel også få nogen rigtigt lækre ture mellem træerne, så det var selvfølgelig planen nu. Hurtigt oppe og hurtigt ind mellem træerne, hvor jeg for anden gang stødte på et menneske og så ovenikøbet en ski patrol, og også her kørte jeg first tracks. Ude af skoven og ned på en ganske normal pist, hvor jeg også kørte first tracks. Hvis det sner herovre, gider de nemlig ikke bruge tid på at præparere pisterne, så de får bare lov til at stå som de er, fyldt med sne. Her endte jeg ved Bommerang chair, der kører lige ved siden af et stort område med træer, og hele vejen op, kunne jeg kigge ind mellem træerne og se enorme mængder uberørt sne. Der var begyndt at komme lidt flere mennesker, dvs. jeg så 3-4 stykker på vej op med liften, men alligevel var der masser af muligheder for at friske linjer, så naturligvis måtte jeg også lige ind tur ned igennem der. Formen var ved at blive betydeligt bedre, efter at de første 6-7 faceshots havde kølet mit trætte ansigt ned, og de værste rester af alkoholen var blevet svedt ud, så jeg gav lidt mere gas og fik lidt luft under boardet, ved at tage et par drops. Op med Haul Back igen, og over på det andet bjerg, for at se hvad det kunne tilbyde. Her stødte jeg på Mads og Magnus, som bor på 12th avenue. De havde lige kørt Surprize, en "piste", og insisterede på at jeg kom med derover, da det bare var helt fantastisk. En piste herovre er et vidt begreb. For det første behøver der ikke at køre en lift hen til det pågældende område. Man kan sagtens risikere at skulle gå lidt for at komme hen til dem. For det andet er de ikke nødvendigvis markerede og for det tredje er der absolut ingen garanti for at de nogensinde har været præpareret. Surprize opfylder alle 3 krav. Hvis man dog kan holde sig på det spor "der fører hen" til kan man køre hele vejen, istedet for at gå. Der kører nemlig ikke noget decideret spor derhen. Man skal køre tværs over en bowl for at komme hele vejen derhen, og du er derfor afhængig af de spor andre folk har lavet, da de kørte derover. Det kan være en tricky affære at holde sig på et spor, der ikke er meget bredere end det board du kører på, især når sneen er løs og stien er godt fyldt med buler, men det gør jo heldigvis bare at der er færre der forsøger og dermed er sneen ikke ligeså opkørt som så mange andre steder. Vi fik kæmpet os hele vejen henover Timber bowl og begyndte så nedturen. Og jeg må sige det var optur. Høhø, fik I det lille ordspil? Vi startede med at køre et rimelig smalt stykke med masser af træer. Her var sneen ikke for god, og træerne stod tæt, så den tog vi helt stille og rolig. Herefter kommer der et åbent stykke med 2 drops på en lille meter hver. Lækkert lige at køre udover og lande i det blødeste sne, der hvirvler op. Her drejede vi igen ind i skoven og fortsætte hele vejen ned til bunden, med det friskeste sne. Derefter nuppede vi lige en enkelt tur ovre i Cedar, men på dette tidspunkt, var det mere en overlevelsestur for mig og min meget trætte og tømmermændsramte krop, så jeg fik overtalt Mads til at køre i bund og smutte på Kelseys, hvor burgerne er store og en cola koster 2 dollars inklusiv gratis opfyldning. Og så hjem og snuppe en lur, hvorefter vi smuttede i byen igen. Måske ikke den bedste idé, men heldigvis var der rimelig dødt overalt, så det blev ikke så vildt.
Igår følte jeg at jeg havde brug for en hviledag, så jeg sov længe og valgte derefter at gøre hele hytten ren. Vi taler støvsugning, skurre lokum, hele svineriet. Jacbos far kom forbi og skal bo her i et par dage, så jeg følte måske at her burde være nogenlunde pænt når han kom. Aftenen bød på hockey, som mig og CC efterhånden er blevet meget engagerede i. Vi er nået hele vejen til slutspillet, og med en sejr igår, kunne vi komme i semifinalen. Dernede mødte vi nogen af de andre danskere, og vi fik nogen udmærkede pladser, lige foran isen. Som sædvanlig når os danskere bliver samlet, gik der druk i den og inden 1. periode var overstået, sad vi alle og sang slagsange og lavede bølger. Vores enorme opbakning hjalp tydeligvis, for vi løb af med en 3-2 sejr og er hermed i semifinalen. Gooooooo RIDERS! Sejren skulle fejres og vi røg igen i byen, så idag var atter en hviledag. Imorgen bliver det dog forhåbentlig pudderdag og vi regner derfor med at stå klar ved liften når de åbner kl 9. Om aftenen er der stor fest hos danskerne på Ridgemont, så weekenden er nok også dedikeret til afslapning og double cheeseburgers fra McDonalds. Ellers ikke meget mere for denne gang. Der kommer nok en opdatering med rapport fra dagen imorgen, både snemæssigt og festmæssigt, og I vil selvfølgelig også blive holdt opdateret med, hvordan det går for vores allesammens Fernie Ghostriders.